Killingedagbog.

 

Tirsdag, 14.08.2001

Vi hentede først Jack - i Horsens - og kørte derefter mod Kasted efter Phumba. Jack opførte sig eksemplarisk i bilen, næsten FOR meget, jeg måtte flere gange have låget af den papkasse han var i for at se til ham, også fordi der var så VARMT i bilen selvom alle vinduerne var åbnede. Det var jo også med at sørge for at han ikke fik træk, det lille pus. Nå men vi nåede da til Kasted og fik lille Phumba med os. Hun var ikke nær så begejstret for idéen om at skulle være i en papkasse, hele tiden kom der en pote eller en snude frem i de huller jeg havde lavet til luftcirkulation. På et tidspunkt lykkedes det hende næsten at mase hovedet helt ud af det største af hullerne, så resten af vejen måtte jeg sidde med en hånd for hullet. Hun miauede også en del, mens Jack slet ikke sagde noget.
Nå. Hjem kom vi og kasserne blev sat på gulvet så Bøv kunne snuse til killingerne før de sådan "rigtigt" skulle stå ansigt til ansigt. Phumba hoppede meget hurtigt ud af kassen for at se hvor det nu var hun var kommet hen. Bøv kiggede vantro og en lille bitte smule nysgerrigt på den lille indtrænger. Så fik Phumba øje på Bøv. Og KNURREDE som en mellemstor hund. SÅ hvæsede Bøv og det viste sig at han også kunne knurre. Det har vi ellers aldrig hørt ham gøre før i alle hans 15 år...
Resten af aftenen gik nogenlunde. Phumba sov en masse af tiden og Jack sov også en del. Bøv gik omkrig og vidste ikke hvad han skulle mene om situationen.
Da vi så gik i seng blev der nogenlunde fred. Phumba hoppede straks op i min seng og lagde sig i benenden, hvor hun blev liggende HELE natten. Bøv anbragte sig på sin sædvanlige plads, ved siden af mig, og Jack lagde sig hos John. Idyl - idyl.
Se billederne fra den første dag herhjemme HER

Onsdag, 15.08.2001

Freden varede til kl 4 morgen, hvor Jack begyndte at gå omkring og miaue. Endelig fandt John på at bære ham nedenunder i køkkenet. Den lille fyr var skrupsulten. Han åd og åd og åd og havde bagefter for første gang mod eller overskud til at hvæse et par gange af Bøv, som omgående hvæsede igen. Phumba sov og sov.
Dagen gik nogenlunde fredigt. Bøv og Jack er så småt ved at finde ud af at man ikke BEHØVER at hvæse hver gang man ser hinanden. Ja det vil sige, det er kun Bøv der hvæser, Jack kigger uforstående på ham som om han ville sige "Hvorfor siger du dog sådan?!" Men Jack har ellers tilbragt en stor del af dagen under sofaen. Phumba har sovet og leget - og spist og spist, og Bøv har nydt at John har været hjemme ved ham så han havde et liggeunderlag...
Phumba er nu fuldkommen overbevist om at HUN ejer hele huset - MED indhold!
Senere på aftenen - da børnene var kommet i seng - fik vi et bevis på at Jack kan andet end at ligge under sofaen og være "kedelig". Han gik nemlig ganske og aldeles amok under forsøget på at MYRDE et kaninskind. Og han ville også gerne lege med den "drillepind" med tøjmus vi har. Så han viste sig pludselig fra en hel ny og modig side. Og SOM han dog spiser! Endnu mere end Phumba, og det siger ellers ikke så lidt.

Torsdag, 16.08.2001

De dygtige katte har sovet hele natten uden at "skændes" og dagen er forløbet helt fint. Jack kommer tættere og tættere på Bøv, og omvendt, og Phumba kan nu også tåle at se de andre uden at knurre hele tiden. Jack har leget en del og Pumba... hun har fundet ud af hvorfor man har skuffehåndtag på køkkenskuffer... De sidder der selvfølgelig som en bekvem stige så man let og ubesværet kan komme op på køkkenbordet...
Her til aften kom Phumba ud for en ubehagelig episode. Hun legede med pelsmusen, som sidder på en pind med en snor, og pludselig blev snoren på en eller anden måde viklet omkring hendes bagben. Så hun styrtede afsted, stuen rundt og rundt, med pelsmus, snor og stang. Da vi endelig fik fat i hende tog det en rum tid for at få viklet snoren af hendes bagben, og hun knurrede, hvæsede og bed (mig) imens. Og nu er den pelsmus "tihvertifald FARLIG!". Hun vil slet ikke lege med den, hun hvæser bare af den og knurrer. Bagefter faldt hun i en DYYYYB søvn så pludseligt at jeg blev helt forskrækket. Jeg kan godt mærke det er mange år siden vi har haft killinger. Jeg føler mig nervøs og uforberedt over for de sikkert almindelige måder små killinger reagerer på :o)
Jack havde et lille "uheld" her til aften, vi har ikke set ham gå på bakken, og nu fandt vi grunden. Han sad og sk*d inde under trappen, på en papkasse. Heldigvis lå der et stykke papir oven på kassen, for det var BLØDT :o( ædddrr... Men det så ud som om han havde holdt sig et pænt stykke tid, så nu har vi sat en kattebakke derind, så må vi håbe han fatter hentydningen.
Bøv og Phumba kommer tættere og tættere på hinanden. De har stået NÆSTEN helt ved siden af hinanden og spist

Fredag, 17.08.2001

Novra. Sikken en morgen. Alle tre katte stod side om side og spiste morgenmad :o) Så det går skam fremad med kammeratskabet. Phumba er stadigvæk bange for pelsmusen, hun knurrer meget højt af den og bakker væk. Til gengæld har hun nedlagt en harepote mange gange i træk. Det har vist sig at være en god ide at sætte en kattebakke under trappen, det var vist nærmest lige DÉT Jack havde ventet på. Nu skal jeg bare ha' købt en luftfrisker...

Mandag, 20.08.2001

I nat har Phumba og Bøv næsten sovet ved siden af hinanden, i min seng, og efter en weekend hvor killingerne gradvist er kommet tættere og tættere på hinanden når vi til mandag, hvor Jack og Phumba for første gang legede NÆSTEN med hinanden. Det er helt tydeligt at Jack gerne vil lege med Phumba, den lille donna ved bare ikke helt hvad HUN vil. Det er jo ikke nemt at holde på værdigheden mens man leger. Men i hvert fald kan man jo lege "tilfældigvis" ved siden af ham dér... Så det gjorde de. De lå og legede i hver ende af et paprør. Stak hver for sig hovedet og poterne ind og ragede efter den anden. Det så fantastisk sjovt ud og de legede temmeligt længe, uden at lade sig forstyrre af at jeg gik rundt og fotograferede dem.
Jack har fået tynd mave, det er ikke så rart, for det STINKER men han lader ellers ikke til at være påvirket af det, og det virker ikke som om det er egentlig diarre, bare tyndt når han skal. Det ligner og lugter som kokasser, måske er han en ko. Han siger også mwrruu :o). I det hele taget er han - tro mod sin race - en meget snakkende kat. Det er sjovt fordi ingen af vore andre orientalere har snakket på dén måde. De har da godt nok miauet når der var noget de ville men ikke sådan som Jack gør, miaue mens man snakker med ham. Det er sjovt at høre forskellen i killingernes stemmer. Aby'er miauer åbenbart også en del, men hvor lyder det "tyndt" i forhold til orientalernes miau, som vi jo er mere vant til.
Jack har haft et par små "uheld" yderligere her i weekenden, men nu virker det som om han endelig har fundet helt ud af hvor bakkerne står.
Jack er så udpræget blevet Johns kat nu, det er sjovt at se, jeg er da såmænd gode nok venner med ham men altså absolut ikke lige så god, efter Jacks mening. Jeg håber det ændrer sig lidt.
Jack har her i formiddag prøvet at indynde sig hos Dronning Phumba. Madame havde lagt sig i vindueskarmen, og Jack hoppede op til hende, tilsyneladende for at ligge sammen med hende, for han lagde sig ned. Men fruen ville sandelig ikke ligge sammen med en hr. Hvemsomhelst. Så hun gik. Så var Jack overbevist om at det var fordi hun ville lege med ham, og han tjattede lidt til hendes hale og prøvede at nappe i den. Phumba var fuldstændig ligeglad. Hun gik sin vej for at finde et mere uforstyrret sted at sove. Så jeg bliver mere og mere spændt på om de NOGENSINDE bliver "rigtige venner". Jack vil tilsyneladende MEGET gerne være venner med Phumba, men hun virker som om det er under hendes værdighed at beskæftige sig med ham :o)
Bøv virker som om han har resigneret. Han hvæser stadig lidt af killingerne, men ser ud til at have opgivet at få sit fredelige hjem tilbage. Han er temmelig "hænget" men han er da holdt op med at gå og miaue efter Banse. Men måske tør han ikke. Sidst han kaldte på hans gamle ven blev hans liv invaderet af de to små frækkerter, så-eh...
Her til aften har killingerne haf deres første fælles "amok-løb". gadagung-gadagung rundt og rundt gik det, ind gennem stigereolen i flyvende stil, op og ned og rundt i et fantastisk tempo, og hvor kunne de dog blive ved og ved, det var til at blive helt forpustet af. Bøv sad på en stol og kiggede undrende på de to spilopmagere, som tilsyneladende endelig har fundet ud at af lege med hinanden.

Tirsdag, 21.08.2001

Killingerne har opfundet en ny leg. Man sidder på hver side af det gardin der er for terassedøren og tjatter efter hinandens poter og haler *LOL*. Da jeg trak gardinet fra for at se hvad der skete sad der to forurettede killinger med det der "hvad blander du dig for"-blik. Så jo, man har sandelig fundet ud af at lege med hinanden nu, men de ligger stadig ikke sammen og sover. Men det kan nok ikke vare længe. Jack vil tilsyneladende gerne sove hos Phumba, men madame ønsker det stadig ikke.
Det ser i øvrigt ud til at det er Jack der er den mest legesyge, han vil lege længe efter at Phumba ser ud som om hun egentlig ikke gider mere, og det kan han ikke rigtig forstå.
Phumba er en lille klatreabe. Hun har nu været helt oppe i toppen af det gardin der er for terrassedøren. Vi må vist hellere få anskaffet os et klatremiljø til kattene, for ellers har vi snart ingen gardiner tilbage.
Det er tilsyneladende blevet et fast aftenritual med amokløbet. Men så sover man jo også godt bagefter...

Onsdag, 22.08.2001

Oh skræk og rædsel. I dag skulle killingerne være alene hjemme. Heldigvis kom John forbi og kunne kigge til dem og konstatere at ingen af dem så ud til at have lidt overlast, men mine nerver har det ikke for godt ved tanken...
Phumba har fået MEGET tynd mave, det lille pus, og Bøvs tænder er helt elendige, så John var hos dyrlægen - i første omgang uden kattene - for at få noget penicillin til Bøvs mundbetændelse og noget fiberkost der måske kan samle Phumbas mave lidt. Phumba har jo, inden vi fik hende, haft noget diarre, så jeg var nervøs for om det var det der var kommet igen. Men det ser ud til at fiberkosten har hjulpet en LILLE smule allerede, så måske går det alt sammen uden dyrlægebesøg i denne omgang. Problemet er bare at Phumba ikke kan LI' fiberpillerne, men dem må hun nu vænne sig til, altså!
Killingerne bliver ved med at opdage nye steder i huset hvor de kan komme ind og hvor de kan ligge og slås med hinanden - for sjov naturligvis.

Torsdag, 23.08.2001

Fiberpillerne (Hills R/D) har hjulpet mærkbart på Phumbas mave. Det er stadig blødt (æædr) men ikke sådan rigtigt tyndt mere. Vi har fundet ud at af fiberkosten ryger ned når det er blandet med dåse-killingemad, så mine planer om at få vænnet killingerne over på ren tørkost er indtil videre udskudt lidt. Det er trods alt vigtigere AT hun spiser end nøjagtigt HVAD hun spiser.
Phumba har en sjov vane med at lige pludselig "gå ud som et lys" og så ligge og sove de mærkeligste steder, i dag lå hun pludselig på flisegulvet i køkkenet, ved siden af madskålen! Men det er selvfølgelig dejligt køligt at ligge på når her er så varmt som her er. Jack og Phumba er blevet fine venner, nu mangler de bare at begynde at vaske hinanden, så er idyllen fuldkommen.

Fredag, 24.08.2001

Jeg er blevet "velsignet" med en modbydelig hoste som gjorde at jeg måtte blive hjemme fra arbejde i dag. Men så kunne jeg jo være hjemme og holde øje med de små pus. Pyha. Jeg tror det er godt vi IKKE er hjemme og ser hvad de foretager sig til daglig. Jeg kan nu konstatere at det ikke kun er om aftenen killingerne holde galopløb. Det gør de også om formiddagen, eller det gjorde de i hvertfald i dag.
Det bliver ved med at gå fremad med Phumbas mave, selvom hun stjæler alt spiseligt inden for synsvidde hvis man så meget som blinker med øjnene. Tænk engang at killinger kan lide cornflakes... og salat... og..... Men ind imellem får hun også tid til at spise noget mere "reglementeret" killingemad.
Jack har i dag for første gang (i hvertfald så vidt vi ved) gjort et forsøg på at vaske Phumba. Phumba lå og hvilede sig og det gjorde Jack også, men ikke samme sted. Så jeg tog Jack og satte ham ved siden af Phumba, og så gav han hende et par slik, inden det hele opløste sig i almindelig brydekamp. Så nu varer det nok ikke længe før de sover i bunke med hinanden. Så er det bare gamle Bøv der mangler. Han har accepteret killingerne på den måde at han det meste af tiden ignorerer dem, men hvis Jack kommer for tæt på i et charmeforsøg (den slags er under Phumbas værdighed) hvæser han godt nok af ham.
Phumba har her til aften udvidet repetoiret over mærkelige sovepladser, hun har ligget og sovet PÅ computertastaturet :o)

Lørdag, 25.08.2001

Jeg har fundet ud af at der er en elastik i Phumba. Og at den ene ende er fastgjort oppe på køkkenbordet.... I hvertfald har det meste af dagen gået med at pille den lille frøken ned fra køkkenbordet, og selvom hun fik en ordentlig omgang vand den ene af gangene blev hun stædigt ved. *suk* hun er åbenbart ikke vandskræk...
En del af dagen er gået med at jagte hinanden, killingerne har mere og mere sjov ud af hinanden, men sover stadig ikke sammen, det går op i pjat og slåskamp hver gang de kommer helt tæt på hinanden, men de lader til at være fine venner nu.
Nyt Phumba-sovested: Køkkenbordet...

Søndag, 26.08.2001

Killingerne har brugt formiddagen på at slås. Ikke for alvor (tror jeg) men for fulde gardiner... De har styrtet huset rundt i hælene på hinanden, rullet rundt og slåsset og i det hele taget set ud til at ha' det mægtigt skægt. her til middag er det så endelig drattet omkuld og snorksover - stadig hver for sig, men dog Jack og Bøv op ad hinanden. Phumba, sin tradition for mærkelige sovepladser in mente, ligger midt på gulvet. Så må folk virkelig gå uden om.

Mandag, 27.08.2001

I dag var det så John, som var nødt til at være hjemme, vores bil var blevet syg og skulle til "doktor". Men han kunne jo så holde øje med de små labanner. Bøv havde et af sine (sjældne) epileptiske anfald i dag, og det var selvfølgelig ubehageligt, men det har haft den sjove effekt at han nu pludselig er meget interesseret i killingerne. Han har snust meget indgående til såvel Jack som Phumba, uden hverken at hvæse eller noget. Han har delt vandskål med Phumba og i det hele taget virket som om han endelig har accepteret killingerne helt. Han har det ellers ikke for godt, vi skal til dyrlæge med ham på torsdag, så skal han ha' gebisset ordentligt undersøgt, i narkose. Han har ikke rigtigt kunnet spise noget i et stykke tid, så han får specialkost - lun dåseleverpostej, blendet tunfisk og blendet whiskas, det skal være noget han kan slikke i sig, men det har jo så betydet at han på det nærmeste har skullet mades med ske (det ER han faktisk blevet), så mens den ene madede Bøv holdt den anden to små lækkersultne killinger væk fra hans leverpostej. De var ABSOLUT ikke enige med os i at det ikke var til dem. Forhåbentlig finder dyrlægen ud af hvad det er der er galt, hun kunne ikke rigtigt se noget, da vi var der i sidste uge med ham, men nu skal han så altså bedøves, stakkels gamle dreng. Ved samme lejlighed skal killingerne så vaccineres anden gang, så det bliver en hel familieudflugt.....
Dagens Phumba-sovested: tværs hen over dørtrinnet ud til badeværelset... Det er åbenbart forskelligt hvad man finder bekvemt...

Tirsdag, 28.08.2001

Det var åbentbart kun i går at Bøv var så tolerant over for Jack. I dag har han hvæst af ham igen, øv øv øv.
Phumba er en sjov én. Hun er meget lidt "nusset". Hun vil gerne tages op og nusses, mens man går rundt eller står op. Så spinder hun og ælter med poterne, men så snart man sætter sig ned hopper hun sin vej. Underlig kat! Hun vil heller ikke med i seng eller noget. Altså det er da sket at hun har sovet i sengen, men det er vist nærmest et "uheld". Og her mens det har været så varmt vil Bøv heller ikke med i seng, så det har været lidt trist...

Onsdag, 29.08.2001

Pernille havde lavet et kradsetræ til kattene på fritidshjemmet, og det blev straks godkendt af Phumba, som har hængt i det et pænt stykke af aftenen. Hvor de dog styrter rundt de to små kræ. Og alligevel er det lykkedes Jack at blive temmelig tyk. Men han ÆDER nu også som om hver mundfuld var den sidste i verden. Men at se hans lille ballonmave er nu ret sjovt. Det ender med begge kattene skal på permanent fiberkost, Phumba for sin maves skyld (den er stadig blød) og Jack for ikke at tage (for meget) på. Jack prøver at dominere Phumba når de leger, ser det ud til, men det lykkes nu ikke helt, selvom han snart er dobbelt så stor som den lille fnugge-frøken. Jeg synes slet ikke Phumba er vokset mens vi har haft hende, men det er nok indbildning. Til gengæld er jeg IKKE i tvivl om at Jack er vokset en hel del, men nu var han også den største i sit kuld, og han ved som nævnt godt hvor maden skal hen.
Til aften blev maden så fjernet, fordi Bøv skulle faste op til sin bedøvelse i morgen. Dét faldt ikke i god jord hos nogen af dem. Phumba og Jack gav hver for sig deres "lille-stakkels-killing-der-er-ved-at-dø-af-sult"-forestilling ind til flere gange. Og da jeg skulle smøre madpakker var det under opbydelse af al min viljestyrke at jeg kunne lade være med at give dem deres sædvanlige godbidder. Da jeg så, til midnat, tog deres vand væk, så de allesammen ud som om at "NU rabler det da for konen".

Torsdag, 30.08.2001

Det var en hård morgen! 3 hungerramte katte stod og så meget meget stakkels ud, miauede ynkeligt og var sikre på at nu kunne vi ikke li' dem mere, fordi de ikke fik morgenmad. Jeg tror killingerne glæder sig til Bøv er kommet afsted så de kan få noget morgenmad. Men det er jo ikke nemt at fodre killingerne uden at Bøv må få noget, det ville være ondt, særligt når nu han ellers er begyndt at spise helt godt igen. Men det kommer jo, han kan få mad i eftermiddag, når han kommer hjem igen fra dyrlægen. Nu håber jeg bare at narkosen går godt, han ER jo en ældre herre, selvom jeg ikke bryder mig om at tænke på det.

Nå, hjemvendt fra dyrlægen med en meget groggy Bøv, mere om ham om lidt. Først killingerne, som skulle vaccineres. Det var en festforestilling... Jack miauede hele vejen hjemmefra og hen til dyrlægen. Godt at der kun er 5 minutter derhen. Men alligevel...
Da han først var der vandt hans nysgerrighed over nervøsiteten, og han snusede rundt og undersøgte det hele. Selve vaccinationen tog han i stiv pote, hvilket man absolut IKKE kunne sige om Phumba! Vi var 3 personer om at holde den lille dame - én holdt forpoterne, en anden bagpoterne, og Inge (dyrlægen) forsøgte at vaccinere Phumba samtidig med at hun skulle passe på ikke at blive "vaccineret" af Phumbas tænder. Nøjj hvor VAR hun gal (Phumba altså). Det tog et par stik før Phumba lå stille længe nok til at dyrlægen kunne tømme sprøjten *LOL*. Og nu ved jeg at det er rigtigt at katte sveder under poterne. Der var små våde Phumba-spor på undersøgelsesbordet bagefter. Tal om angstens sved... Men da det så var overstået var hun sit lille kække selv igen, og vi kunne kigge til Bøv, som vi dog ikke kunne få med hjem med det samme. Stakkels Bøv. Han har fået trukket nogle tænder ud og fået rodbehandlet tænder også. Ikke så mærkeligt at han ikke har villet spise, han må have haft skrækkelig tandpine, stakkels lille mis.
Nå, John hentede ham lidt senere og hjem kom så en "fuld" kat, hvis ben absolut ikke ville det samme som resten af ham. Selvom det er synd ser det nu også lidt sjovt ud. Men for at han ikke skulle komme til skade eller falde ned ad trappen tog jeg ham med ind i soveværelset og lukkede døren. Men han ville nu ikke rigtigt falde til ro alligevel.
Killingerne har også haft en livlig eftermiddag. Henne ved dyrlægen købte vi en såkaldt "TurboScratcher" som ikke bare er et kradsebræt, men - mere vigtigt - en ring med en kugle/bold i, som man kan skubbe rundt og rundt og rundt og rundt.... På Cat-Cam-siden kan man se killingerne i aktion med den. Den har sandelig været et hit, og der var en lille pose katteurt med, som Phumba syntes var MEGET spændende. Og nu har hun så et NYT underligt sovested....... I øvrigt har Jack og Phumba flere gange i dag ligget NÆSTEN oven i hinanden og slumret, så det er jo herligt.

Torsdag, 13.09.2001

Efter 2 ugers tavshed er der nu nyt fra killingerne.
Phumba har været i sit første bad hos os. Noget der absolut ikke passede den lille dame, men der var ingen vej uden om: Hun var på en eller anden måde blevet smurt ind i skumbadesæbe. Børnene erklærede sig begge uskyldige, så vi lod tvivlen komme dem tilgode og "nøjedes" med at skylle skidtet af stakkels lille Phumba. Hvor SER en kat ynkelig og tynd ud når den er våd...
Jeg fik også bekræftet at Aby'er er gode til døre. Phumba havde godt regnet ud at det var håndtaget der havde noget at gøre med dørens åbning, hun kunne bare ikke nå - endnu.
Bagefter beholdt jeg hende derude på badeværelset et stykke tid, fordi hun rystede sådan af kulde, og det syntes hun heller ikke var nogen god idé, hun ville UD! Og det blev ikke nemmere af at Jack bekymret stod og var ved at grave sig gennem døren fra den anden side. Men endelig var hun så tilpas tør at hun kunne komme nedenunder igen, og der fandt hun sig så et nyt interessant sove/hvilested: Ovenpå computerskærmen, herligt varmt og så kunne man samtidig følge med i den sjove pil der bevægede sig rundt nede på skærmen. Indtil man faldt i søvn altså...
Hun dufter stadig lidt af sæben, men hun har da ikke skummet ud af munden :o) og hun virker ikke som om det er noget der forhindrer hende i at vaske sig godt og grundigt.

Fredag, 14.09.2001

Tænk engang. I dag er det en måned siden vi fik killingerne. Det virker som om det er meget længere, men sådan er tid jo noget underligt noget.
Jeg havde ikke troet at der skulle gå så lang tid før Bøv vænnede sig til dem, men han er stadig ikke enig med os i at det var en god ide at bringe dem hjem til os. Det meste af tiden ignorerer han dem, og ved sjældne lejligheder virker han som om han egentlig gerne ville være med i deres leg, men så lige pludselig ta'r pokker ved ham og han hvæser og knurrer af dem igen, særligt Jack nu, måske er det de første tegn på at Jack er ved at blive kønsmoden? Det er godt nok tidligt, men på den anden side er orientalere generelt meget "fremmelige" på det punkt. Bare så ikke Phumba kommer i løbetid lige med det samme, for SÅ har vi et problem...